Julebordet med sin pynt

19-12-2014

Med juleaften lige for døren, er det ikke for tidligt at tænke på, hvordan julebordet skal pyntes i år. Jeg har flere ideer på tegnebrættet. En af ideerne er inspireret af en fødselsdag jeg var til her i december, hvor der var pyntet rustikt og naturligt op med hyacinter, husløg og barkflis. En anden simpel ide består af roser i glas med julebånd og en kvist grønt. Til min tredje og sidste ide vil jeg bruge nogle af mine julekugler som små vaser til afskårne blomster.


Ens for alle ideer, er at de er nemme at gå til og du skal ikke bruge en formue på materialer. Der er ikke noget værre at få en smart kogebog, hvor du skal købe posevis af specielle råvarer i dyre domme for at komme i gang. Derfor er alt, hvad du skal bruge, nogle enkle blomster, som du kan købe i din dagligvarebutik samt nogle enkelte flasker og glas, som nemt kan genbruges.


Her et billede af mine tre ideer:


Hyacint-bordpynt:

Skyl jorden af hyacintens rødder og du er klar til at placere kogler, pudemos, hyacinter og fyrfadsstager tilfældigt ned i midten af bordet. Du kan også bruge husløg, barkflis og mange andre naturmaterialer til at skabe skovbunds-følelsen ned langs julebordet.


Roser i gammeldags honningglas:

Find nogle glasvaser/ glascylindre - jeg har fundet min morfars gamle honningglas, som jeg vil bruge til vaser. Lav et skråt snit på alle roser og kom varm vand i vaserne. Sørg for at nogle af roserne stikker over og andre under vasens kant - det giver dybde og variation i bordpynten.  Slut af med at binde et bånd med en kvist eller to på og lim evt. nogle birkestjernerr på vasen og grenene.


Kugleskøre vaser:

Hjemmelavede vaser med tre julekugler. Jeg former en rund flad fod af et stykke kraftig ståltråd. Foden limes på kuglen med limpistol - gær ikke alle lige, leg gerne med forskellige retninger. Herefter limes en fyrregren på hver vaser og til sidst hældes varmt vand i kuglerne og roser med et skråt snit stikkes i dine kugle-vaser.


Her fik du lidt af mine planer og jeg håber det kan inspirere dig til at skifte de tørre juledekorationer ud med lidt friske blomster til julebordet.

Kærligst Christina Vind Haahr