Julestemningen breder sig...

02-11-2014

 

Så er november 2014 kommet og det har jeg fejret med lidt tidlig julestemning. Jeg har nemlig lavet mit bud på en adventsdekoration, en kalenderdekoration og en dørkrans, som kan være inspiration til dig når du skal ud at samle ind af naturens skatte eller ind i en af de mange butikker der bugner af julepynt.

 

 Billeder med ideer til juledekorationer har også været efterspurgt af interesserede og kommende kursister og det kunne meget vel være nogle af disse ideer, men farver, materialer og typer af dekoration kan jo varieres i et utal af muligheder – det er kun fantasien der sætter grænser.

 

 

Min adventsdekoration har jeg lavet i en gammel kagedåse hvor jeg laver en ”skovbund” af pudemos, enebær og lærkegrene. Med få kugler, et par fugle og nogle birkestjerner pifter vi skovbunden op og skaber et meget naturligt og nordisk udtryk. I stedet for en gammeldags sløjfe har jeg bundet et stykke bånd omkring lyset og afsluttet med en knude.

 

 

Min kalenderdekoration har jeg sammensat af sarte rosa nuancer kombineret med naturlige elementer som enebær og kogler. Et godt tip er at friske koglerne op ved at spraye hårlak på koglen og drysse lidt glimmer på.

 

 

Til sidst har jeg lavet en dørkrans af en vaskeribøjle som kan købes for under 2 kr. i Søstrene Grene. Jeg former bøjlen som et hjerte. Den er lidt sej at forme, men bøjlen behøver ikke at være rettet fuldt ud. Bøjlen bindes med enebær og jeg afslutter med en fin sløjfe. Du kan pynte med mange forskellige ting, fx bær, stjerner og lærkekogler.

 

Jeg håber du er blevet inspireret og har mod på at kaste dig ud i at lave dine egne juledekorationer i år. Har du og nogle veninder brug for lidt vejledning har jeg stadig ledige tider til julekurser inden 1. søndag i advent, som jo falder i november måned i år.

Kærligst Christina Vind Haahr