En adventskrans der holder

10-11-2014


Jeg har i weekenden tænkt ud af boksen. Jeg har nemlig ikke samlet og handlet alle mine grønne materialer endnu, da det jo skal holde sig fint helt til jul - det gav mig anledning til at tænke ud af boksen og lave en anderledes adventskrans. Bonus: den forgår ikke så let!

 

 

Det skal du bruge hvis du vil lave min ide:


  • 1 halmkrans
  • Ellekogler
  • Hvid spraymaling
  • Sølvglimmer
  • 4 dryppelys
  • Vinseltråd
  • Elefanttråd
  • Ca. 60 cm bånd
  • 6 stjerner

 

Sådan går du:


start med at spraymale koglerne en gang på alle sider. Når de er nogenlunde tørre kan du begynde at binde koglerne på halmkransen med vinseltråden. Sørg for der kommer luft mellem koglerne, så halmen er synlig og fordel koglerne så der også er kogler ned langs siden på halmkransen. Når du har bundet ellekogler rundt om hele kransen spraymaler du kransen, så også halmen bliver hvid (eller hvilken farve du vælger). Straks efter du har spraymalet kransen drysser du lidt sølvglimmer over koglerne og det hæfter sig fast i den våde maling.


Spyd dine lys med 2 spyd i hver og påsæt lysene på halmkransen. Det er en god ide at spydene er lange nok til at nå igennem kransen, så spydene kan bukkes op i kransen på bagsiden - så sidder lysene ekstra godt fast.


Afslut med at binde bånd omkring to af lysene med en enkelt knude og lim de 6 stjerne på rundt omkring på kransen.


God fornøjelse derude


Kærligst Christina Vind Haahr