Margueritter der hitter

14-04-2015

Spanske Margueritter er i den grad blevet et hit blandt have-, terrasse- og altanejere. (Og lejere som mig)

 

De er så småt begyndt at komme frem i dit supermarked – lidt tidligt på den er dagligvarebutikkerne efter min mening, men venter du 14 dages tid, så skal du ikke holde dig tilbage for at fylde de frodige spanske margueritter ned i din kurv, når du er ude at handle.

 

Spanske Margueritter, eller mere korrekt: Kapske Margueritter stammer fra kaplandet i Sydafrika – Men de planter du ser i butikkerne, er resultatet af intensiv produktudvikling. Formålet med udviklingen af Spanske Margueritter har været at fremelske de smukkeste farver og de bedste egenskaber. Og det må jeg sige er lykkedes, for planterne er jo endnu en gang én af sommerens største hitter blandt krukkeplanter.

 

Du kan bruge dem på terrassen i krukker, på altanen i altankassen eller i et af havens mange bede.

 

 Billeder fra www.floradania.dk

Sådan planter du dine spanske Margueritter i krukker:

 

  • Når den spanske marguerit plantes i krukker eller altankasser, er det vigtigt, at der er tilstrækkelig plads til at det kraftige rodnet kan udvikle sig sommeren igennem.

  • Plant dem gerne i krukker med min. 30 cm i diameter, og sørg for, at der er 5-8 cm mellem planterne.

  • For at sikre, at planten blomstrer hele tiden, er det nødvendigt at krukkerne vandes og gødes godt hele sommeren

  • Udtørring vil resultere i manglende blomstring.

  • Krukkerne bliver smukkere, hvis de visne blomster jævnligt nippes af, men det kan ikke betale sig at gemme den spanske marguerit vinteren over.

 

Og jeg har gemt det bedste til sidst. Ud over et hav af farvemuligheder så blomstre de fra midten af maj og helt frem til frosten sætter ind. Det kan jeg li’!

 

Psst... Spanske Margueritter er desuden kendt for at skræmme sneglende forbi. Dræbersnejlene kan i hvert fald ikke lide de frodige og yndige margueritter.

 

Kærligst Christina Vind Haahr